Fargotof

Jeg mødtes med Emil over en lækker frokost, og tog en snak om hans passion: fotografering. Se hvad han sagde lige her:

“Jeg er ikke uddannet fotograf, hvorfor jeg nødigt kalder mig det. Jeg er til gengæld super kreativ og brænder for at lærer faget, derfor hoppede jeg bare ud i det.
Sådan lidt omvendt og bagfra.. Som en rigtig fargotof*”

*fargotof bagfra = fotograf

Jeg hedder Emil Stach og er kommunikationsuddannet fra Aalborg Universitet. Jeg har altid interesseret mig for det æstetiske i sproget og kommunikation. For nogle år siden udviklede denne interesse sig til også at gælde det mere visuelle – grafiske opsætninger og fotos.

Jeg kan faktisk huske præcis, hvor og hvornår, jeg blev vild med at tage billeder. Jeg havde lånt et kamera og tog et billede af en ældre dame i ’Brættets’ baglokale, hverken fokus eller farverne var lige på. Men der var noget med stemningen, jeg synes, var helt speciel! Så selvom det rent teknisk ikke er det bedste billede, er det den dag i dag stadig mit ynglings billede.

Siden dengang har jeg undersøgt og prøvet meget indenfor fotografi universet – såsom sort/hvid fotos, lange eksponeringer, leg med perspektiver, kraftige manipulationer og har nu fundet mit eget ’udtryk’. Hvilket ikke skal forstås som om, at det er det eneste rigtigeudtryk. Langt fra! Jeg ser billeder hver dag, jeg synes er flottere end mine, hvor jeg må spørge mig selv, hvordan har de gjort det? Det er en enorm drivkraft, der betyder, jeg har kastet mig ud i alle de forskellige discipliner.

Det betyder også at mit kameras tekniske formåen nu sidder på min rygrad og ude i alle mine fingerspidser. Utallige timer, næsten uendelige mange timer er gået med at studerer Photoshop, farver og lys samt komposition. Jeg brænder for at tage billeder og fange disse flygtige øjeblikke, der ellers ville være forsvundet. Det tror jeg også kommer til udtryk, når man kigger på mine billeder – at de er taget med et glimt i øjet og et lys i hjertet.

Hvad kendetegner dine billeder

Selv før jeg kendte til fotografi-faget, så kunne jeg se på visse billeder, hvem der havde taget billedet, uden fotografen f.eks. var krediteret. I dag ved jeg hvorfor. Der er uendelig mange måder at redigere billeder på. Og når man redigere billeder for 10.000 gang, så er man træt af at opfinde den dybe tallerken igen og igen. Derfor begynder man at gøre ting, man har gjort før og ting man ved, man kan li’. Så når folk kan kende mine billeder. Så er det fordi, at de kan se, at det er taget med et glimt i øjet og et lys i hjertet – det er det man kan genkende.

Hvordan ser et ’glimt i øjet’, så ud på billeder, kan man så spørge. Det er ofte humor. Mine billeder har som regel en humoristisk vinkel, hvis ikke i billedet, så ofte i den ledsagende tekst. Helt bagom faget og meget teknisk, så kan vi indenfor billedredigering benytte os af kontrast, skarphed, lys samt farver til at hjælpe beskueren med, hvor vedkommende skal kigge hen. Det er værktøjer, jeg alle bruger. Man skulle helst ikke være i tvivl om, hvor man skal kigge hen på mine billeder. De er taget i øjenhøjde, ofte med høj blænde (sløret baggrund) og efter ’rule-of-thirds’-princippet.

Mine billeder er strippet for alt, jeg synes er unødvendigt støj. Lidt efter princippet bag ’Chekhovs pistol’ fra skuespiller verdenen.[1] Når man fjerner alt unødvendigt støj, så efterlader man kun de relevante ting. Og det er det, jeg kalder for at tage billeder med lys i hjertet. Når vi kan nå ind til kernen i det hele og når vi ønsker at efterlade et aftryk, en reaktion – en eftertanke, starten på en omtanke eller vækkelsen af en undren.

Hvordan bruger du så de sociale medier til det?

Lige nu benytter jeg mig hovedsageligt af Instagram. Instagram er primært udviklet for at kunne poste billeder hurtigt og upoleret. Det er sidenhen blev et sted for de super poleret og iscenesatte billeder. Præcis ligesom de billeder du vil finde på min side. De er nøje udvalgt og overvejet både ift. det generelle udtryk, redigeringen og medtilhørende tekst. Det skal passe ind i den ’historie’, som jeg gerne vil fortælle.

Det opvejer jeg så gerne i mine instagram ’stories’, der modsat er upoleret øjeblikke i min helt egen og ellers private hverdag. Her vil du ofte se det kaos, der kendetegner et familieliv med to små børn, men også det hjertevarme det bringer og en masse #hygge.

Det lyder helt helligt og ophøjet, men hvis du ser på mine billeder, så tror jeg, at det er præcis det du vil se, et glimt i øjet og et lys i hjertet.

Links:

Emils egen Instagramside

Black and White – Just in Case Instagramside

Justin Case Productions Instagramside

Justin Case Productions Facebookside

[1]Chekhov’s gun is a dramatic principle that states that every element in a story must be necessary, and irrelevant elements should be removed; elements should not appear to make “false promises” by never coming into play.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *